Kolbøtter og stress symptomer

Kolbøtter og stress symptomer

Ofelia og Konrad holder begge meget af at gå til fritidsaktiviteter, de gik ikke i sommersæsonen da jeg ikke følte overskuddet var der, og min mand arbejdede meget i den periode. Nu er vinter sæsonen startet, og Konrad har ikke talt om andet end gymnastik siden sidste vintersæson stoppede. Så han skulle naturligvis have lov til at starte igen, det samme galte Ofelia som bare gerne ville gå til dans med sine veninder.

Min mand og jeg har ofte snakken om at ungerne skal gå til en sport, og hellere lære dem vigtigheden af det fra små af. At gå til en fritidsaktivitet styrker de sociale forhold, og lære dem om at fysisk aktivitet er en vigtigt del af hverdagen.  Da jeg var barn gik jeg til gymnastik når mine forældre lige orkede, noget jeg godt kan se mig selv i MEN alligevel tager jeg mig sammen og dukker op til forældre/barn gymnastik og sidder gerne troligt og venter imens Ofelia er til dans. Og vi er jo to forældre om det, så min mand kan lige så vel som jeg tage med og få lavet nogle kolbøtter.  Da jeg var barn blev jeg ikke tvunget til at gå til en sport, eller hold i en sæson når jeg først var tilmeldt. Nej jeg hoppede lidt fra det ene til det andet og holde ikke længere end et par gange. Min mand gik heller ikke til noget, en smule badminton  og en del spejder. Vi har flere gange snakket om hvad mon gjorde at vi ikke fik af vide at vi skulle gå til noget. Vi kommer hurtigt frem til konklusionen at det den gang lige faldt over i vores forældre blev skilt. Vi er begge skilsmissebørn fra to grimme skilsmisser, som helt klart betød at deres overskud gik til at få hverdagen til at hænge sammen.

Selvom det ikke er noget jeg har delt så meget af, så er det ingen hemmelighed at jeg det sidste halve år har haft det hårdt på min praktik plads. Det er svært at forklare, men der er et utrolig dårligt psykisk arbejdsmiljø. Og det har gjort at jeg har haft dage med mavepine, øget træthed, og ikke følt mig god nok. Heldigvis slutter jeg min praktik på fredag, også hedder det eksamener. Det bliver rart at få afsluttet det kapitel af mit liv, og at jeg bedre kan få styr på min stress.

Men alt den stress har gjort jeg ikke har følt mig tilstrækkelig som mor, og det er bare ikke okay at det skal gå udover mine børn! Derfor blev de meld til gymnastik og dans denne sæson, for jeg ved det er noget vi som forældre her hjemme mener er en vigtigt del af deres liv, og fordi jeg har det svært skal det ikke gå udover dem. Heldigvis er vi jo to til at følge dem, og at se deres glæde når de er i fuldsving er det hele værd.

Konrad er så glad for at være tilbage i hallen, og han bryder helt sammen i gråd når timen er slut. For han elsker simpelthen, ja ALT ved gymnastikken.

Betyder fritidsaktiviteter noget hjemme hos jer?

SARA // MAMA PALBOM

Sommerens dejlige minder

Sommerens dejlige minder

Eftersom jeg har været væk fra bloggen henover sommeren ville jeg lige samle et indlæg om hvad vi har haft gang i.

Sommeren var fuld af eventyr, ja stor som små. Jeg havde fire ugers ferie hvor to af dem var sammen alle fire. Ferien startede ud med at mama her smed alle mand ud af hytten, for at invitere 18 skønne kvinder til et brag af en have fest. Som virkelig gav overskud, altså overskuddet kom naturligvis først efter nogle dage med massive tømmermænd.

De tre på tur. Det var virkelig hård, men det hele værd

Et par dage efter en voldsom god fest, pakkede jeg ungerne sammen og stak af hjemmefra. Vi snuppede et en lille uge oppe i min fars hus ved Gilleleje. Her nød vi bare hinanden, den store have, det bølgende hav og naturligvis de bedste fiskefrikadeller på havnen. Imens nød min mand stilheden på hjemmefronten, og fik lov til at spille Playstation uden en sur kone i baggrunden.

 

Ungerne og jeg nåde lige hjem og vende, for at pakke taskerne på ny og få manden smidt med i bilen. For så at smutte i sommerhus med vores gode venner, og deres to skønne piger. Her blev der leget på livet løs, badet på stranden og besøgt Odsherred zoo. Og så var den første uge af mamas ferie ellers gået.

 

Ugen efter blev lidt mere stille og rolig, og med SARA i fokus, når det så er sagt betød det så lige at jeg vandt en omgang halsbetændelse, yahii NOT.  Dog blev der sidst på ugen tid til en Konrad og mama dag. Med kærlighed i lange baner, og naturligvis en for lækker kage til at toppe dagen.

ooooooh yes it’s cake o’clock

 

Om lørdagen nåde vi højdepunktet af ferien, Patrick fik ferie, og vi havde læsset bilen til randen, der kan være pænt meget i en Peugeot 107! Også satte vi ellers kursen mod Langeland. Årets hoved ferie skulle nemlig tilbringes på Langelands festivalen, og ungerne havde virkelig glædet sig. Det var den første ferie vi var på som familie, som var længere end en forlænget weekend. Og shit det var pisse hård! varmen var modbydelig, især når der nærmest inden skygge var og temperaturen var over de 30.  Ungerne krævende konstant opmærksomhed, også selv om de ikke bad om det, så havde vi øjnene på dem konstant, for ellers var de ligepludselig væk. Heldigvis var vi afsted med en stor del af min familie, mine mostre, fætter , min mor og søster. Så der var rigeligt med hænder til at hjælpe, men alligevel ja så er det også svært at give slip. Nu lyder det helt som om det bare var en stor fejl at være taget på festival, men det var det overhovedet ikke!  selvom det var mega hårdt, så nød vi også hvert et øjeblik. At være taget væk hjemmefra, at der ikke skulle tænktes på en hel passe praktisk var simpelthen fantastisk, og ungerne nød virkelig hele turen. De fik leget i børnelandet, var længe vågne for at høre musik, især Ofelia havde set meget frem til den sidste dag hvor der ville komme nogle at stjerne fra Mgp. Jeg vil klart anbefale andre børnefamilier at tage på Langelands festival, dog tror jeg en anden gang at vi strækker den nogle dage og kommer der hen mandag i stedet for lørdag.

Begge unger nød børnelandet, særligt når deres nye ven kom forbi.

 

Der blev festet til Christoffer lækkermås

 

 

At i alt en fuldstændig fantastisk sommer. Jeg føler helt jeg bliver stresset af at se alt hvad vi har nået, det fantastisk! Nu kan vi så se frem til jul hvor den næste lille ferie venter. Da jeg starter nyt arbejde i oktober bliver det ikke til nogen efterårsferie i år, men da jeg er så heldig at få fra i julen, i hverfalde noget af julen, så skal der ses frem til det.

 

Jeg håber i nød at læse med og måske fik

nogle ideer til hvad i kan lave af sommerplaner næste år.

SARA//MAMA PALBOM

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Mister vi hende nu?

Mister vi hende nu?

Sidste sommer oplevede vi som forældre noget ganske forfærdeligt. Vi snuppede en spontan aften tur ud for at forkæle ungerne med en is. Ungerne spiste hurtigt deres og rendte så rundt og legede, vi sad og snakkede om hverdagen. Pludselig ser vi at Ofelia falder, hun tager ikke fra med hænderne. Nej hun falder bare, og bliver liggende. Vi løber hen til hende, hun bevæger sig ikke og bliver hurtig blå. Vi råber op at nogen skal ringe 112, alt den første hjælp jeg lige havde lært var væk, jeg var gået fuldstændig i panik. Folk kom for at hjælpe. Jeg tænkte nu dør hun fra mig, jeg mister min datter nu. Hun begyndte at krampe, og kom herefter mere til sig selv. Nu trak hun vejret ordenligt, og jeg åndende lettede op. Ambulancen kom og tog Ofelia og jeg med, min mand tog hjem med Konrad. De kunne ikke finde ud af hvorfor hun var faldet om, det var ikke hjerte stop, feber kramper eller noget andet umiddelbart. Eftersom der jo var sket et eller andet med Ofelia, kom hun efterfølgende igennem en lang række undersøgelser, EKG, adskillige EGG, blodprøver, urinprøver og ikke mindst MR-skannet hvor hun fik en udvidet øjn undersøgelse. Ingen af undersøgelserne har vi fået svar på, hvilke de fortæller er godt, intet nyt er godt nyt. Ofelia har ikke haft et lignede anfald siden, og i morgen skal vi ind på børneafdelingen og forhåbelig få afsluttet hele forløbet. Jeg ser frem til at kunne få helt ro inden i,få en fagperson til at sige det hele forhåbelig er slut og alt er godt igen.

 

EGG undersøgelse

 

Det sidste år har jeg været overbeskyttende overfor Ofelia, og ja også en del overfor Konrad. Den oplevelse sidder så dybt i mig, hvis jeg ikke høre dem i længere tid tænker jeg ikke åh nej hvad laver de nu af ballade, nej jeg tænker åh nej trækker de vejret!  Når de i børnehaven ikke kan fortælle mig hvad Ofelia har lavet, så kan jeg mærke uroen kommer op i mig. Jeg har lært at give lidt mere slip, men der kommer til at gå tid, også selvom jeg ved det hele endte godt, så ligger der altid en indre bekymring i mig.  Vi havde fornylig en opfriskning af vores første hjælp på skolen, alt gik super fint jeg var på ingen måde påvirket, og havde jo den ældre borger som fokus. Ja lige indtil vi skulle se en film, med et virkelig opkald til alarmcentralen. Det var om en lille pige, her bryder jeg fuldstændig sammen, og må forlade undervisningen. Det kom helt bag på mig at jeg reagerende så voldsomt, foran klassen, det var et klart tegn på at den oplevelse ligger dybt i mig.

Alle de bekymringer, og angsten for at der kan ske dem noget forsvinder måske aldrig, men jeg vil lære at mestre de tanker. Det er vigtigt Ofelia, og ikke mindst Konrad for lov til at opleve deres liv. De skal have lov til at lege hos venner uden mor overvåger dem, tage den store rutsjebane og bare være børn, uden at deres mama står helt panisk.

Kærligst // Sara

 

Jeg er snart tilbage igen

Jeg er snart tilbage igen

Som nogen måske har bemærket har jeg været væk fra blogger hen over sommeren. Her i livet oplever vi alle op- og nedture, normalt ville jeg dele dem med jer, særlig på min instagram profil hvor jeg forsat har haft været aktiv. På instagram er det nemt hurtigt at dele sine tanker, hvor jeg her på bloggen har følt der skulle mere til, noget jeg ellers var rigtig glad for.

Hvorfor jeg har været væk? Alt overskud begyndte så småt at forsvinde da jeg startede i praktik i hjemmeplejen, et sted jeg ikke følte mig hjemme, med et utrolig dårligt arbejds miljø. Og som tiden er gået har det sted simpelthen drænet mig fuldstændig. Jeg kom oven på igen efter en lang sommerferie, men så snart jeg kom tilbage ja så var min psyke også røget helt tilbage.

Nu er jeg snart færdig med min uddannelse som Social – og sundheds hjælper, og jeg skal starte på det plejecenter jeg hele tiden har drømt om, og ikke nok med det så skal jeg være med til at opstarte en ny del af stedet.  Jeg føler virkelig ledelse giver mig en stor chance, at jeg som nyuddannet skal være med til at skabe rammerne for et ny sted. Ja det er virkelig stort.

Snart er der ro på igen, også glæder jeg mig til at have overskud til at dele mit liv med jer alle igen.

Og i får naturligvis et indlæg om hvad der er sket hen over sommeren, for helt negativt har det da ikke været.

vi ses snart

Kærligst // Sara

Spontan tur i legeland

Spontan tur i legeland

 

Ofelia ELSKER alt med panda, som i virkelige ALT. Så da hun så de her to kæmpe store panda figur var hun solgt!

 

Wow! I dag har jeg brugt 600,- på at tage en spontan tur i Leo’s legeland! 600 kroner!! Jeg var altså ikke lige klar over prisen inden vi tog derind. 149,- pr. barn i indgang, også lige knap 300,- i frokost. Jeps du læste rigtigt jeg har i dag betalt næsten 300,- for tre slatene burgere, med de mest kedelige pomfritter jeg nogensinde har fået.  For det er ikke tilladt at tage madpakke med, og da vi havde betalt så meget for indgangen skulle der altså også leges i gennem for de penge, hvilke så betød at bruge endnu flere penge. Det var første gang Ofelia og Konrad skulle i sådan et legeland. Vi var i Lalandia sidste år, hvor de også har et lignende legeland, dog i et del mindre format. Men dengang fik Konrad ikke rigtig noget ud af det, og det var sparsomt hvad Ofelia ture.

Vi tog afsted med min gode veninde, og hendes skønne piger. Ofelia og Konrad er rigtigt gode venner med hendes piger, og de nød i fuldedrag at lege i flere timer sammen. Og da ungerne klarede det meste selv, betød det at der var plads til en smule afslapning, og veninde snak.

Legelandet var gennemført, i jungle tema og legelandet var stort, ja lige frem kæmpe stort i børnenes øjne. Jeg kan godt forstå, at det skal koste lidt at komme ind det kræver noget at vedligeholde sådan et sted. Men mad til overpriser, som man nærmest er tvunget til at købe er altså lige at stramme den. Vi vil helt sikkert komme igen en anden gang, men det kommer kun til at være noget der sker et par gange om året. For 600,- for nogle spontane timer på en fantastisk indendørs legeplads, er bare ikke noget der lige er til i det flestes budgettet.

Har i erfaringer med indendørs legelande ? Er det virkelig sådan alle steder ? Er man tvunget til at købe alt for dårligt mad alle steder ? Kommenter gerne hvis i ved lidt om andre steder, som er værd at besøg.

Det var sparsomt med billedere jeg fik taget idag. For det er altså ikke helt let når alle unger løber rundt for at prøve det ene hurtigere end det andet. Men her er en ret stolt Ofelia- pige, som lige har taget den vilde rutsjebane.

 

 

Godnat min lille abekat

Godnat min lille abekat

Hvordan bliver jeres kære små puttet til natten? Vi har i hverfalde prøvet lidt af hver for at nå til, hvor vi er i dag.

Men nu har vi endelig knækket koden, faktisk har koden været knækket siden børnene kom på samme værelse for at sove, og efter Ofelia blev bestukket med at få huller i ørerne. Men længe har vi måtte gå fra Konrad som bare lå og kiggede indtil han af sig selv faldt i søvn. Imens Ofelia faldt i søvn med det samme. Nu har vi meget faste rutiner omkring sove situationen, de bliver gjort putte klar, så vælger de begge en godnat historie som vi læser i Ofelias seng. Også siger vi godnat, imens vi lytter til Pippis godnat. Hvis de ikke lige syntes at vi skal sove, så siger jeg ” Jamen nu er mor træt godnat” også lader jeg som om at jeg sover. Vi høre gerne sangen 3 -4 gange, lidt efter lidt skruer jeg ned for lyden. Ofelia sover gerne inden første sang er over, men Konrad har lidt sværere ved at overgive sig til søvnen, og det kræver gerne 3-4 sange. Hvis han ikke er faldet i søvn efter de fire sange, så  siger jeg godnat min lille abekat, jeg kigger til dig når du sover.

Dog skal det siges at Ofelia stadig kommer ind nogle gange om ugen, og lægger sig i smørhulet sidst på natten. Men nu kommer hun selv, uden at sidde i sin seng,og skrige efter os.

Så mit råd er bestemt, lyt til noget Pippi, og vend dig til at sangen køre repeat i dit hoved. Men dit barn sover, så gør det ikke så meget at pippi giver den gas på din første sal.

Som noget helt særligt har ungerne sovet i flamingo teltet i nat, inde i vores soveværelse ( der var ikke plads i deres soveværelse) Det var et HIT! nogen gange er det da bare for fedt, at få lov til noget spontant, og helt anderledes. Dog var vores putte ritual helt som det plejer, med godnat historier og Pippi på repeat.

 

De kære små har ikke lavet andet hele dagen, end at lege på fuld skrue i teltet. Så da de fik lov til at sove i det i nat var de så klar på at komme i seng.

Sommerens vigtigste tradition

Sommerens vigtigste tradition

En af sommerens absolut vigtigste traditioner for vores lille familie er Roskilde Dyrskue. Jeg har som barn altid kommet der, og det har altid været vigtigt for mig at kunne give denne oplevelse videre til mine børn.  Og i år var ekstra speciel, da det for første år virkelig betød noget for begge børn. De  er nu begge blevet så store at de forstår hvad der sker, og de kan deltage aktivt i dyrskuet. De deltog begge i første hjælp i børne højde, et virkelig godt, lille kursus. Ofelia går stolt og fortæller hvordan man ringer til en ambulance, og at man skal huske at sige man er et barn når de skal hjælpe en i telefonen. Og Konrad bed bestemt mærke i ordet stabilt side-leje, måske kommer han ikke lige til at kunne redde nogen, men han var meget stolt over at være en del af det lille førte hjælps kursus.

Dyrskuet bød på skønne dyr, især noget så simpel som kaninerne gav stor indtryk på begge børn, så ja vi overvejer nu at blive kanin ejere.  Vi var afsted med min søster og far, hvilke ungerne virkelig nød da det betød endnu mere nærvær. Min far har lavet mindelunden, til ære for de ni unge mænd som omkom under en koncert på Roskilde festival i 2000.  Og den skulle ungerne selvfølgelig stolt hen og se, til info kan den ikke vælte, selvom begge børn gjorde et ihærdigt forsøg.

Hele dagen var en succes, godt vejr, massere af spænende dyr, rideture her endte det med Ofelia fik en ekstra tur, da Konrad bestemt ikke lige følte for hesten da vi kom tæt på. De mange landbrugs maskiner gjorde bestemt indtryk på mindste manden, som nu kigger troligt ud af bilruden når vi køre for hvis nu der lige skulle være en traktor på vejen.

Dagen sluttede af på bedste vis med en kæmpe candyfloss. Vi glæder os allerede til næste år hvor succesen med sikkerhed forsætter.

– Har i nogle sommer traditioner ?  Så skriv endelig en kommentar, for hvem ved måske kan vi alle inspirere hinanden.

Første hjælp i børnehøjde

Der blev skubbet på livet løs, men til sidst måtte de dog indrømme at deres Morfu havde lavet den for godt.

 

Vi sluttede dagen af meget noget af et sukkerchok

 

 

 

 

 

 

 

Når en fuld aften – ender med at starte et kærligheds eventyr

Når en fuld aften – ender med at starte et kærligheds eventyr

Ja jeg tænkte at jeg ville præsentere jer for den rejse min skønne mand og jeg indtil nu har haft, og hvordan vi overhovedet fik startet vores eventyr sammen.

Min moster sagde en gang til mig ” Sara sådan som Patrick ser på dig – sådan har min mand aldrig set på mig, der er så meget kærlighed i jer to”

 

så hold fast på din sol hatten, og smart phone for det et et forhold som er gået stærkt, men stærkt på den helt rigtige måde.

Jeg ville så gerne skrive ” jeg husker så tydeligt den nat vi mødte hinanden” – men nej, faktisk kan jeg nærmest ikke huske noget fra vi mødte hinanden, kun i få flash back klip. Og det er altså ikke fordi at det nu er syv lange år siden, nej nej for da jeg vågner om morgen efter en fuld nat i byen, ligger der en møg lækker mand og kigger på mig. Altså jeg kunne da godt huske at jeg havde slæbt ham med hjem, men helt hvordan vi var kommet til at vi gik sammen hjem – ja det kom lidt i små glimt, men ikke i nogle lang sammenhæng.

I slutningen af april var jeg ude for at feste, ja som en hver anden 19 årig gjorde. Og jeg kunne som sædvanligt ikke styre min brandert, og gav den virkelig gas med drinks i lange baner. Noget som jeg rent faktisk husker helt klart og tydeligt var at jeg stod i baren, og her stod der en ret så lækker fyr. Det lignede at han ville bestille noget i baren, men bartenderen blev ved med at gå udenom ham. Og den syntes jeg simpelhen ikke var i orden, så jeg råber op at nu detvist hans tur. Hvad jeg så ikke lige viste var at det altså var hans bedste kammerat, og Patrick faktisk bare var taget i byen for at snakke lidt med ham, og ikke for at drikke sig plørestiv, som undertegnet her. Og ja derfra startede en fantastisk aften – altså det jeg lige kan huske! Patrick sørgede for jeg intet manglede, faktisk sørgede også for ingen af mine veninder manglede noget. Sådan er han stadig, han tænker altid på andre menneskers ve og vel før han gør noget for sig selv.

Om morgen lå der altså den her pæne mand i min seng, han lå bare og kiggede på mig, jeg blev helt genert – noget som jeg normalt ikke sådan lige bliver. Han blev hos mig hele dagen, vi snakkede om alt og blev allerede tætte der, ja bare efter få timer kunne jeg mærke at Patrick var noget for mig. Patrick var i værnepligten da vi mødtes, og han havde lavet kontrakt med forsvaret om at han skulle være konstabel elev på Bornholm, derfor sås vi kun i weekenderne. Der gik ikke mere end et par måneder også var Patrick flyttet ind, for vi var alligevel altid i min lejlighed også stod hans jo tom.  jeg viste hele tiden at alt det her med at han var i forsvaret betød at han en dag skulle udsendes til Afghanistan, vi snakkede ikke så meget om det i det første lange stykke tid, vi levede i nuet og nød hinandens selskab fuld ud.

Vi sagde ja til hinanden med nervøsitet, men med sikkerhed. For kærligheden var stor. 14 januar 2012

 

Men tiden gik, og nu stod vi tæt på at måtte se virkeligheden i øjnene. Og vi valgte bestemt at se den i øjnene for fjorten dage før udsendelsen valgte vi at gifte os, vi ville sikre hinanden hvis der skulle ske noget forfærdeligt, naturligvis økonomisk. Men bestemt også for at sikre vores hjerter overfor hinanden. Vi følte en opbakning fra vores familier, de viste vores kærlighed var stor. Men vi viste godt at de mente det var alt for tidligt, og om det virkelig var det rette at gøre. Men for os var det så rigtigt, intet andet ville have været bedre, vi elskede hinanden så højt.

seks lange og hårdere måneder gik, og endelig kom Patrick hjem. Vi valgte at følge hans ønske om at komme til Oksbøl, Patrick flyttede først, så igen var vi adskilt men det gik. Og efter min uddannelse var slut solgte vi  lejligheden, så vi sammen kunne flytte til det jyske. Vi var glade, og nervøse for hvad det her helt nye liv ville bringe os. Faktisk var det jo første gang vi skulle bo sammen sådan rigtigt, ikke bare en weekend eller en kort ferie. Det var lidt et eventyr, vi var så forelsket og nød at bo i jylland tiltrods for at der var et lang stykke hjem til mor. Der gik ikke lang tid før vi var sikre på at vi skulle starte en familie, ja vi havde faktisk snakket en del om det inden jeg var flyttet med til jylland. vi havde boet sammen i det jyske i en måneds tid da jeg blev gravid med Ofelia, vi var så lykkelige, vores forældre derimod endte i en nærmere chok tilstand, min mor sagde ” da ikke nu” hvor til jeg jo måtte svare der jo lige gik nogle måneder. Og Patricks far sagde ” det jeg ikke gammel nok til” også blev der ikke snakket mere om det! Ja vores familier var ikke helt lige så klar som os, men de kunne jo hellere ikke mærke hvor rigtigt det var for os, vi var aldrig i tvivl, ja ingen af os var nogensinde i tvivl om det skulle være os to, ja nu tre.

Vi flyttede tilbage til sjælland da Ofelia var ni måneder, Patrick ville prøve noget nyt og jeg måtte da indrømme at jeg savnede min familie på sjælland utroligt meget. Vi flyttede ind i min mors kærestes hus i Havdrup, byen som var Patricks barndoms by. Vi var nu tæt på vores forældre ingen, vi fik arbejde, og nød tilværelsen også selvom vi ledte efter vores helt egen bolig følte vi os hjemme i den lille by. Da Ofelia fyldte et år besluttede vi os for at tre skulle blive til fire, og måneden efter blev jeg gravid med Konrad. Igen bagte nyheden  om familie forøgelse, ikke nogle store smil frem fra vores forældre. Vi var lykkelige, og tvivlende aldrig på vores beslutninger.

Sidste år valgte jeg at følge drømmen om at arbejde med mennesker og gik igang med uddannelsen, som social og sundheds hjælper, vi fandet vores drømme bolig og nu var alt fuldstændig perfekt. kærligheden er stadig stor, og det bliver den ved med at være. Også selvom det til tider kan være hårdt, og der kan opstå uenigheder, så finder vi altid en vej, en vej som går samme i samme retning. Vi er, og har i vores forhold altid været gode til at give plads til hinandens ønsker og drømme. Vi følges ad, også når der ingen sti er at følge, så vælter vi bare nogle træer og skaber vores egen sti. nok kan den være snoet og gå op af bakke, men den er der, og vi er der sammen.

Vi tog en chance fra start, også tog vi en masse flere under vejs. Vær aldrig bange for at satse på kærligheden, også selvom det bliver hårdt – for det gør det, der er altid bump på vejen, men så find en grav maskine og fjern dem, det skal nok gå.

Vores rejse er langt fra slut, og hvad den bringer glæder jeg mig til at finde ud af. Vi har en ide om hvad vej den skal gå, men det bliver sikkert lavet om mange gange. Og det er helt okay, for bare vi gør det sammen, så finder vi ud af hvad der er det rette for os.

En hel masse kærlig fra mig til alle jer .

 

 

Når bestikkelse kan være nødvendigt

Når bestikkelse kan være nødvendigt

Bestikker i også jeres børn ? bare sådan en gang i mellem ? eller tjae måske hver dag? får ungerne en Ipad i hånden så der er ro til at kunne lave aftensmad? Eller måske bliver der lovet en is til dessert hvis de lader være med at skændes? ja listen kan være lang, og jeg tror ikke kun det er hjemme hos os! Men nu er vi her hjemme nok nået til den største bestikkelse til dato.

I snart halvt andet år har Ofelia sovet imellem min mand og jeg. Vi valgte så for 3 måneder at lave børnene værelserne om så det blev til børne soveværelse og et stort legeværelse. Det gjorde så endelig at Ofelia var til at putte i sin egen seng. MEN så kom den næste udfordring! Ofelia vil gerne ind i vores seng i løbet af natten, det egenlig fint nok, men hun sætter sig i sin seng, og SKRIGER efter os. Heldigvis vågner Konrad ikke hver nat af det, men det forstyrre alle andres natte søvn og ikke mindst hendes egen.

Så den nu små desperate mor, må ty til materielle gode og da en tur i h&m ikke længere gør tricket er vi gået skridtet videre for det skal virkelig lykkes nu! Sååååe Ofelia er blevet lovet at få huller i ørene, noget hun har ønsket sig siden hun blev 3 år(hun er 4 år nu). Hvis hun altså kan lære at sove hele natten i sin egen seng, naturligvis er det noget andet hvis hun bliver syg. MEN som hovedregel skal hun altså lære at sove selv. Og hun er jo ikke helt alene i rummet snorke trolden Konrad er jo lige ved siden af .

Vi må bare krydse fingere og se hvordan det kommer til at gå