Når divaen bare vil være en stor pige

Puffet ud i selvstændigheden

Det er ikke nemt at være forældre til divaen for tiden. Ofelia har altid været en meget selvstændig pige, og vi har selv skabt det i hende. For da jeg var gravid med Konrad og havde massive smerter pga. Bækkenløsning, ja der blev Ofelia kastet benhård ud i at hun skulle så meget selv som muligt. F. Eks. Tage tøj på, så meget som muligt i hver falde, kravle ind i bilen og op i autostolen, klatre op på trip trap stolen. Ja alt i den dur, også selvom hun kun knap var 1 1/2 år da mine smerter virkelig tog til, og min mand kørte jo tidligt hjemme fra.

Du er en stor pige.. Men ikke så stor!

Vi fortæller hele tiden Ofelia at hun er en stor pige, roser hende, opfordrer hende til at tage ansvar, og giver hende gerne opgaver hun syntes er spænende f. Eks. Selv at gå ud i køkkenet og finde frem til at smøre en mad.

Efter de store børn i børnehaven startede i sfo er hun jo blevet en af de største, hun er så stolt og det har givet hende lysten til virkelig at stå ved at hun altså er en stor pige! Men divaen har lidt svært ved at det altså ikke er alt man må som stor pige, for så stor er hun jo heller ikke.

” Jeg vil være alene hjemme mor”

Det helt store Pt er når hun kan føle sig helt alene, f. Eks. vil hun så gerne prøve at være alene hjemme, men det mener vi ikke at hun er gammel nok til. Hun er jo trods alt kun fem år. Hun får derimod så lov til selv at rende op og være i huset imens vi er ude i haven, det giver hende lidt følsen af hun er alene hjemme.

Det kunne have endt galt…

I søndags ville Ofelia ikke med over at handle, det var helt iorden og hun fik besked på at blive hjemme med min mand og Konrad imens.

Men da jeg står over i netto bliver der råbt ” hej mor, jeg savnede dig lige”. Hun var simpelthen selv gået over, der er ikke langt, vi kan faktisk se netto fra vores hus. Men alligevel skal hun altså over en ret befærdet vej, og en stor parkerings plads, så ikke en ufarlig tur for et barn på fem år.

Jeg fortalte Ofelia at der må man altså ikke, og at vi skulle have en alvorlig snak omkring trafik sikkerhed, og at vi lige skulle ringe og fortælle far har hun var gået hjemmefra. Resten af indkøbs turen var i øvrigt forfærdelig for hun ville have alt muligt og skabte sig. Det endte med hun løb væk i det jeg var ved at ligge vare op og skulle betale. Efter at lave rendt rundt og råbt på hende igennem hele netto kommer en sød kunde og siger at hun var på vej hjem igen!

Hvordan håndtere man den alvorlige samtale?

Da vi kom hjem brændte jeg simpelthen inden i! Og jeg viste udmærket at jeg ikke ville være den rette forældre til at tage den snak, så den stod min mand for. Senere tog jeg en snak med hende om hvad jeg føler når hun opføre sig sådan når vi handler og om hvorfor jeg er bange for at hun selv går på veje med mange biler.

Min mand og jeg er meget enige om at vi ikke vil have børnene får den form for respekt for os som vi havde for vores fædre, den der respekt som var baseret på frygt, at man blev utryg, ked af det og ja faktisk bange fordi far altid råbte højt. Sådan var begge vores fædre og sådan vil vi ikke være. Men det er rigtig svært! Og nogle gange, faktisk ret ofte ender det med børnene, særligt Ofelia simpelthen ikke høre hvad vi siger før vi til sidste råber op ” nu må du fandme høre hvad jeg siger ” – også græder hun! Og jeg føler mig som verden dårligste mor!

En hjælpe hånd og tålmodighed

På instagram var der en sød følger som forslog at læse en bog om trafik sikkerhed for hende, og det vil vi gøre. Jeg skal bare have fundet en bog hvor der er fokus på at man stadig er sammen med en voksen, og ikke om hvordan man befærdes alene for sådan en bog ville nok give hende endnu mere lyst til at gå en lille tur alene! Hvis du ender til en bog i den dur så skriv endnu.

Vi vil i hver falde gør hvad vi kan for at styre vores lille diva, men det er ikke nemt og selvstændigheden skal jo heller ikke pilles helt af hende.

SARA// MAMA PALBOM

Skriv et svar