Tvangstanker når det er mere end mor-bekymringer

Når jeg kommer hjem er de væk! Om lidt ringer Børnehaven og fortæller de er faldet om!…

Om lidt bryder en psykopat ind og slår børnene ihjel! Hvad nu hvis min mand bliver den psykopat? eller hvad hvis det er mig selv? Sådanne forfærdigelige tanker køre dagligt rundt i mit hoved, jeg bliver gal på mig selv, for jeg ved jo godt det ikke sker også alligevel hvad nu hvis? Jeg har tidligere haft skrevet et indlæg hvor jeg fortæller om da Ofelia faldt om sidste sommer, og at det har sat spor i mig. Jeg har bare aldrig helt fortalt hvor dybe de spor er, jeg har dagligt tanker om der skal ske mine kære noget forfærgeligt, det er ikke bare almindelige mor – bekymringer. Efter at have gået så længe med det selv, og rent faktisk indset at det her ikke er normalt, tog jeg en snak med min mand om mine tanker. Jeg fortæller ham også at jeg har tanker om at han vil gøre dem ondt, og at jeg godt ved at han aldrig kunne finde på at gøre dem fortræd på nogen som helt måde, men jeg kan simpelthen ikke lukke af for tankerne. Når jeg får en så frygtelig tanke fortæller jeg mig selv at det ikke passer, og det aldrig vil ske. Min mand havde igen ide om det er så slemt, og vi snakkede begge om at vi ikke kan forstå hvorfor vi ikke blev tilbudt nogle at snakke med efter sådan en traumatierende oplevelse. De har nok vurderet det ikke var så slemt, og vi tænkte heller ikke selv at det var noget som vi havde behov for, vi tænkte kun på Ofelia.

Men nogen mister jo deres børn – og det kan jeg også.

 Jeg har den sidste uge arbejdet tæt sammen med en skøn kollega, hun fortæller som noget af det første at hun for to år siden mistede sin søn. Og det kunne jeg simpelthen ikke bære, jeg havde bare lyst til at løbe hjem med det samme og kysse på mine to. Jeg går hver eneste dag og tænker det ikke vil ske for os, for vi slap jo fri. Ja sådan tænker jeg når jeg prøver at overdøve de grove og ustyrlig tanker som kommer snigende. Jeg må være ærlig at sige, at selvom hun er en helt fantastisk kollega så syntes jeg faktisk det er alt for hårdt for mit sind at være så mange timer sammen, hvor snakken naturligvis falder på hendes søn for hun savner ham. Og hvordan siger man lige ” undskyld men jeg kan faktisk ikke tåle at høre om dit liv, for det gøre mine tvangstanker meget værre” Det siger man jo ikke!

Det er ikke kun tanker om at ulykken rammer mine børn.

Nej jeg kan have tanker når jeg er ude at køre bil, tanker om at jeg skal køre galt, på alle mulige måder hvad der kan ske. Det kan være jeg selv køre ind i et træ, det kan være den store lastbil imod mig skifter pludseligt vejbane og rammer mig. Jeg svare mine tanker igen, og siger at selvfølgelig skal jeg ikke køre direkte ind i et træ, og at lastbilen køre ordenligt og det ikke sker. Jeg kan gå i panik hvis jeg ikke høre fra min mand i løbet af dagen, bare en besked om hvem der tager med til gymnastisk giver mig ro, men hvis jeg ikke høre noget kan jeg tro der er sket en ulykke og han er kommet slemt til skade eller værst af alt at han er dø. Det kan være svært at svare tankerne igen, tankerne som handler om at andre skal gøre noget imod mine kære og jeg. Det er nemmere at svare igen når det er tanker om jeg skal gøre noget urealistisk, end når det er tanker om andre vil gøre os ondt.

Så kan jeg puste ud.

Det gav ro, det gav ro at få snakket med min mand om mine tvangstanker, det gav ro at få åbnet op for alle jer og vigtigst af alt få åbnet op for mig selv. Jeg tror nu på at det bliver lidt nemmere at arbejde med mig selv, når det ikke er en hemmelighed længere. Jeg har selv indset at det ikke er normale bekymringer, og det er noget som jeg skal arbejde med og hvordan skal jeg lige finde ud af, muligvis kræver det lidt hjælp udefra. Men det kan også være det hele hjælper nu hvor jeg føler det er okay at tale højt om det.

 

SARA// MAMA PALBOM

Skriv et svar