Mister vi hende nu?

Sidste sommer oplevede vi som forældre noget ganske forfærdeligt. Vi snuppede en spontan aften tur ud for at forkæle ungerne med en is. Ungerne spiste hurtigt deres og rendte så rundt og legede, vi sad og snakkede om hverdagen. Pludselig ser vi at Ofelia falder, hun tager ikke fra med hænderne. Nej hun falder bare, og bliver liggende. Vi løber hen til hende, hun bevæger sig ikke og bliver hurtig blå. Vi råber op at nogen skal ringe 112, alt den første hjælp jeg lige havde lært var væk, jeg var gået fuldstændig i panik. Folk kom for at hjælpe. Jeg tænkte nu dør hun fra mig, jeg mister min datter nu. Hun begyndte at krampe, og kom herefter mere til sig selv. Nu trak hun vejret ordenligt, og jeg åndende lettede op. Ambulancen kom og tog Ofelia og jeg med, min mand tog hjem med Konrad. De kunne ikke finde ud af hvorfor hun var faldet om, det var ikke hjerte stop, feber kramper eller noget andet umiddelbart. Eftersom der jo var sket et eller andet med Ofelia, kom hun efterfølgende igennem en lang række undersøgelser, EKG, adskillige EGG, blodprøver, urinprøver og ikke mindst MR-skannet hvor hun fik en udvidet øjn undersøgelse. Ingen af undersøgelserne har vi fået svar på, hvilke de fortæller er godt, intet nyt er godt nyt. Ofelia har ikke haft et lignede anfald siden, og i morgen skal vi ind på børneafdelingen og forhåbelig få afsluttet hele forløbet. Jeg ser frem til at kunne få helt ro inden i,få en fagperson til at sige det hele forhåbelig er slut og alt er godt igen.

 

EGG undersøgelse

 

Det sidste år har jeg været overbeskyttende overfor Ofelia, og ja også en del overfor Konrad. Den oplevelse sidder så dybt i mig, hvis jeg ikke høre dem i længere tid tænker jeg ikke åh nej hvad laver de nu af ballade, nej jeg tænker åh nej trækker de vejret!  Når de i børnehaven ikke kan fortælle mig hvad Ofelia har lavet, så kan jeg mærke uroen kommer op i mig. Jeg har lært at give lidt mere slip, men der kommer til at gå tid, også selvom jeg ved det hele endte godt, så ligger der altid en indre bekymring i mig.  Vi havde fornylig en opfriskning af vores første hjælp på skolen, alt gik super fint jeg var på ingen måde påvirket, og havde jo den ældre borger som fokus. Ja lige indtil vi skulle se en film, med et virkelig opkald til alarmcentralen. Det var om en lille pige, her bryder jeg fuldstændig sammen, og må forlade undervisningen. Det kom helt bag på mig at jeg reagerende så voldsomt, foran klassen, det var et klart tegn på at den oplevelse ligger dybt i mig.

Alle de bekymringer, og angsten for at der kan ske dem noget forsvinder måske aldrig, men jeg vil lære at mestre de tanker. Det er vigtigt Ofelia, og ikke mindst Konrad for lov til at opleve deres liv. De skal have lov til at lege hos venner uden mor overvåger dem, tage den store rutsjebane og bare være børn, uden at deres mama står helt panisk.

Kærligst // Sara

 

Skriv et svar