Når en fuld aften – ender med at starte et kærligheds eventyr

Ja jeg tænkte at jeg ville præsentere jer for den rejse min skønne mand og jeg indtil nu har haft, og hvordan vi overhovedet fik startet vores eventyr sammen.

Min moster sagde en gang til mig ” Sara sådan som Patrick ser på dig – sådan har min mand aldrig set på mig, der er så meget kærlighed i jer to”

 

så hold fast på din sol hatten, og smart phone for det et et forhold som er gået stærkt, men stærkt på den helt rigtige måde.

Jeg ville så gerne skrive ” jeg husker så tydeligt den nat vi mødte hinanden” – men nej, faktisk kan jeg nærmest ikke huske noget fra vi mødte hinanden, kun i få flash back klip. Og det er altså ikke fordi at det nu er syv lange år siden, nej nej for da jeg vågner om morgen efter en fuld nat i byen, ligger der en møg lækker mand og kigger på mig. Altså jeg kunne da godt huske at jeg havde slæbt ham med hjem, men helt hvordan vi var kommet til at vi gik sammen hjem – ja det kom lidt i små glimt, men ikke i nogle lang sammenhæng.

I slutningen af april var jeg ude for at feste, ja som en hver anden 19 årig gjorde. Og jeg kunne som sædvanligt ikke styre min brandert, og gav den virkelig gas med drinks i lange baner. Noget som jeg rent faktisk husker helt klart og tydeligt var at jeg stod i baren, og her stod der en ret så lækker fyr. Det lignede at han ville bestille noget i baren, men bartenderen blev ved med at gå udenom ham. Og den syntes jeg simpelhen ikke var i orden, så jeg råber op at nu detvist hans tur. Hvad jeg så ikke lige viste var at det altså var hans bedste kammerat, og Patrick faktisk bare var taget i byen for at snakke lidt med ham, og ikke for at drikke sig plørestiv, som undertegnet her. Og ja derfra startede en fantastisk aften – altså det jeg lige kan huske! Patrick sørgede for jeg intet manglede, faktisk sørgede også for ingen af mine veninder manglede noget. Sådan er han stadig, han tænker altid på andre menneskers ve og vel før han gør noget for sig selv.

Om morgen lå der altså den her pæne mand i min seng, han lå bare og kiggede på mig, jeg blev helt genert – noget som jeg normalt ikke sådan lige bliver. Han blev hos mig hele dagen, vi snakkede om alt og blev allerede tætte der, ja bare efter få timer kunne jeg mærke at Patrick var noget for mig. Patrick var i værnepligten da vi mødtes, og han havde lavet kontrakt med forsvaret om at han skulle være konstabel elev på Bornholm, derfor sås vi kun i weekenderne. Der gik ikke mere end et par måneder også var Patrick flyttet ind, for vi var alligevel altid i min lejlighed også stod hans jo tom.  jeg viste hele tiden at alt det her med at han var i forsvaret betød at han en dag skulle udsendes til Afghanistan, vi snakkede ikke så meget om det i det første lange stykke tid, vi levede i nuet og nød hinandens selskab fuld ud.

Vi sagde ja til hinanden med nervøsitet, men med sikkerhed. For kærligheden var stor. 14 januar 2012

 

Men tiden gik, og nu stod vi tæt på at måtte se virkeligheden i øjnene. Og vi valgte bestemt at se den i øjnene for fjorten dage før udsendelsen valgte vi at gifte os, vi ville sikre hinanden hvis der skulle ske noget forfærdeligt, naturligvis økonomisk. Men bestemt også for at sikre vores hjerter overfor hinanden. Vi følte en opbakning fra vores familier, de viste vores kærlighed var stor. Men vi viste godt at de mente det var alt for tidligt, og om det virkelig var det rette at gøre. Men for os var det så rigtigt, intet andet ville have været bedre, vi elskede hinanden så højt.

seks lange og hårdere måneder gik, og endelig kom Patrick hjem. Vi valgte at følge hans ønske om at komme til Oksbøl, Patrick flyttede først, så igen var vi adskilt men det gik. Og efter min uddannelse var slut solgte vi  lejligheden, så vi sammen kunne flytte til det jyske. Vi var glade, og nervøse for hvad det her helt nye liv ville bringe os. Faktisk var det jo første gang vi skulle bo sammen sådan rigtigt, ikke bare en weekend eller en kort ferie. Det var lidt et eventyr, vi var så forelsket og nød at bo i jylland tiltrods for at der var et lang stykke hjem til mor. Der gik ikke lang tid før vi var sikre på at vi skulle starte en familie, ja vi havde faktisk snakket en del om det inden jeg var flyttet med til jylland. vi havde boet sammen i det jyske i en måneds tid da jeg blev gravid med Ofelia, vi var så lykkelige, vores forældre derimod endte i en nærmere chok tilstand, min mor sagde ” da ikke nu” hvor til jeg jo måtte svare der jo lige gik nogle måneder. Og Patricks far sagde ” det jeg ikke gammel nok til” også blev der ikke snakket mere om det! Ja vores familier var ikke helt lige så klar som os, men de kunne jo hellere ikke mærke hvor rigtigt det var for os, vi var aldrig i tvivl, ja ingen af os var nogensinde i tvivl om det skulle være os to, ja nu tre.

Vi flyttede tilbage til sjælland da Ofelia var ni måneder, Patrick ville prøve noget nyt og jeg måtte da indrømme at jeg savnede min familie på sjælland utroligt meget. Vi flyttede ind i min mors kærestes hus i Havdrup, byen som var Patricks barndoms by. Vi var nu tæt på vores forældre ingen, vi fik arbejde, og nød tilværelsen også selvom vi ledte efter vores helt egen bolig følte vi os hjemme i den lille by. Da Ofelia fyldte et år besluttede vi os for at tre skulle blive til fire, og måneden efter blev jeg gravid med Konrad. Igen bagte nyheden  om familie forøgelse, ikke nogle store smil frem fra vores forældre. Vi var lykkelige, og tvivlende aldrig på vores beslutninger.

Sidste år valgte jeg at følge drømmen om at arbejde med mennesker og gik igang med uddannelsen, som social og sundheds hjælper, vi fandet vores drømme bolig og nu var alt fuldstændig perfekt. kærligheden er stadig stor, og det bliver den ved med at være. Også selvom det til tider kan være hårdt, og der kan opstå uenigheder, så finder vi altid en vej, en vej som går samme i samme retning. Vi er, og har i vores forhold altid været gode til at give plads til hinandens ønsker og drømme. Vi følges ad, også når der ingen sti er at følge, så vælter vi bare nogle træer og skaber vores egen sti. nok kan den være snoet og gå op af bakke, men den er der, og vi er der sammen.

Vi tog en chance fra start, også tog vi en masse flere under vejs. Vær aldrig bange for at satse på kærligheden, også selvom det bliver hårdt – for det gør det, der er altid bump på vejen, men så find en grav maskine og fjern dem, det skal nok gå.

Vores rejse er langt fra slut, og hvad den bringer glæder jeg mig til at finde ud af. Vi har en ide om hvad vej den skal gå, men det bliver sikkert lavet om mange gange. Og det er helt okay, for bare vi gør det sammen, så finder vi ud af hvad der er det rette for os.

En hel masse kærlig fra mig til alle jer .

 

 

Skriv et svar